Roskilde private Realskole, 150 års jubilæum – Torsdag den 7. november kl. 20.00

Roskilde private Realskole, 150 års jubilæum – Torsdag den 7. november kl. 20.00

I rækken af foreninger og institutioner i Roskilde, som DampRadioen præsenterer hver uge
er turen nu kommer til Roskilde private Realskole, der i år kan markere 150 års jubilæum.
Lyt: www.dampradioen.dk
Torsdag den 7. november kl. 20
Bag den ikoniske røde murstensfacade på Dronning Margrethes Vej ligger en skole med dybe rødder i Roskildes historie.

Hver dag møder 40 ansatte og 356 elever op og gør Roskilde private Realskole til en integreret del af byens liv – nu i 150 år.

Skolen blev grundlagt i 1874 som en forberedelsesskole til Roskilde Katedralskole.
I begyndelsen af 1870’erne gik kun omkring halvdelen af byens børn i skole, mens resten blev undervist hjemme.
Her lærte børnene de nødvendige færdigheder for at bestå optagelsesprøven til 1. klasse på Katedralskolen, hvor man dengang startede som 10-årig.

I 1871 trådte en ny lov i kraft, som hævede alderen for optagelse på Katedralskolen fra 10 til 12 år og gjorde optagelsesprøven mere krævende.
Dette skabte et behov for ekstra undervisning, og Katedralskolens rektor, Søren Povelsen,
samt skolens lærere oprettede derfor forberedelsesklasser i årene 1872-1874.
Disse klasser udviklede sig senere til Roskilde private Realskole.

Oprindeligt blev undervisningen varetaget af lærere fra Katedralskolen og fandt sted i den gamle vandkuranstalt på Lille Maglekildestræde.
Skolen, som populært blev kaldt “Forberedelsen” eller “Forberassen”, optog oprindeligt kun drenge i alderen 6-8 år.
Formålet var at forberede dem til optagelsen på Katedralskolen i 11-12-årsalderen.

I 1905 begyndte skolen at optage piger, hvilket satte gang i væksten.
Da elevtallet i 1914 var steget til 142, blev pladsen på Lille Maglekildestræde for trang, og skolen flyttede ind i en ny bygning på Dronning Margrethes Vej.

I løbet af 1920’erne og 1930’erne voksede skolen yderligere, og i 1937 fik skolen tilladelse til at udvide til en mellem- og realskole.
Det førte til, at skolen i 1938 officielt skiftede navn til Roskilde private Realskole.

I 1971 blev skolen en selvejende institution, og samme år blev en børnehaveklasse oprettet.
Da Katedralskolens realafdeling lukkede i 1972, overtog Roskilde private Realskole opgaven og etablerede 9. og 10. klasse.

I 1980’erne gennemgik skolen en betydelig udvidelse med opførelsen af en idrætshal i 1982 og en ny fløj i 1985.
Fløjen blev yderligere udvidet i slutningen af 1990’erne, og samtidig købte skolen Vognmandens Hus på Munkebro, hvor skolens SFO nu holder til.
Den ekstra plads gjorde det muligt at udvide skolegården, hvor skolens boldbur i dag står.

I dag har Roskilde private Realskole et historisk højt elevtal.

Den ældste bygning vidner stadig om skolens lange historie, men skolen er løbende blevet moderniseret, både med hensyn til faciliteter og pædagogik.
Faglighed har altid været et centralt omdrejningspunkt, men i dag vægtes elevernes trivsel og tryghed lige så højt.

Gennem årene har mange kendte personer gået på skolen, herunder skuespillerne Thure Lindhardt, Mads Knarreborg
og Kaya Loholt (den yngste modtager af en Bodil), naturfotograf Uri Golman, håndboldspiller Morten Olsen samt manuskriptforfatter og instruktør Hans Wullenweber.
Tidligere elever kan stadig finde afgangsklassebilleder helt tilbage til 1950 i skolens opgang B.

DampRadioen interviewer skolens afdelingsleder Mette Knudsen.